Botilbud til midlertidige ophold, § 107, i alderen 18-30 år, med 6 pladser.
Målgruppen omfatter unge med følgende udfordringer:
Tilknytningsforstyrrelse
Opmærksomhedsforstyrrelse
Personlighedsforstyrrelse
Beskrivelse af målgruppe:
Fælles for målgruppen er unge, der oftest har haft en socialt belastet opvækst, præget af omsorgssvigt og manglende tilegnelse af basale færdigheder.
Tilknytningsforstyrrelse: De unge kan have svært ved at mærke og/eller håndtere egne og andres følelser samt indgå i nære relationer.
Disse udfordringer kan komme til udtryk ved indad- og/eller udadreagerende adfærd i form af selvskade samt aggressiv/voldsom adfærd.
De unge kan være diagnosticeret med angst og/eller depression samt udvise risiko-adfærd for et potentielt misbrug.
Adfærden skal kunne håndteres uden brug af fysisk magtanvendelse samt uden påvirkning på de resterende unges trivsel i fællesskabet. De unge må ikke have et behandlingskrævende aktivt misbrug.
Opmærksomhedsforstyrrelse: De unge kan have svært ved at fastholde opmærksomhed, koncentration og/eller kontrollere sine impulser.
De unge kan være diagnosticeret med ADHD, ADD og/eller OCD. Disse udfordringer kan komme til udtryk ved, at de unge har svært ved at planlægge og strukturere en meningsfuld hverdag samt fastholde beskæftigelse.
De unge kan udvise grænsesøgende adfærd i form af ikke-personfarlig kriminalitet. De unge kan være kriminalitetstruede i en sådan grad, at de allerede har eller står til at modtage en behandlingsdom. Aktuelt skal de unge være interesseret i forandring henimod en lovlydig livsførelse.
Personlighedsforstyrrelse: De unge kan have udfordringer inden for identitetsdannelse, følelsesregulering og sociale relationer.
De unge kan være diagnosticeret med psykiatriske lidelser eller vise tegn herpå i en sådan grad, at det påvirker deres generelle livskvalitet. De unge kan være udfordret på at etablere og fastholde sociale relationer samt beskæftigelse.
De unges personlighed kan udgøre en sårbarhed overfor andre diagnoser såsom angst, depression, misbrug og spiseforstyrrelser.
Vi tager ikke imod unge med en dys social personlighedsstruktur, hvor den unge har nedsat evne til at føle empati.
Tilbuddet henvender sig til unge, der har behov for en specialiseret socialpædagogisk indsats for at opnå selvstændighed og stabilitet i hverdagen.
Tilbuddet giver unge mulighed for at bo i egen lejlighed med individuel støtte tilpasset deres behov, ønsker og forudsætninger. Formålet er at styrke deres evne til at mestre hverdagslivet, herunder praktiske opgaver i hjemmet, madlavning, indkøb, økonomistyring og brug af digitale selvbetjeningsløsninger som e-Boks. Derudover tilbydes støtte til at opbygge en meningsfuld fritid med sociale aktiviteter og fællesskaber.
En central del af indsatsen er at hjælpe de unge med at etablere og fastholde sunde, ligeværdige relationer – både i skolen, fritidslivet og med de øvrige unge i bo-træningen. For at understøtte dette arrangerer vi regelmæssigt fælles aktiviteter såsom temaaftener, fællesspisninger og sociale udflugter.
Den socialpædagogiske indsats i bo-træningen har til formål at styrke den unges personlige udvikling, normforståelse og mestringsstrategier. Målet er, at den unge på sigt bliver i stand til at tage ansvar for sit eget liv og opretholde en stabil tilværelse – enten i egen bolig med begrænset støtte eller helt uden behov for videre støtte. Derudover sigter indsatsen mod, at den unge opnår de nødvendige kompetencer til at gennemføre en uddannelse og/eller fastholde beskæftigelse, enten under særlige eller ordinære vilkår.